Loading...

Spørgsmål og svar til dig, der er i tvivl om 4 ugers kurset er for dig

 

Langt de fleste mennesker med ondt i ryggen vil kunne deltage på det GRATIS 4 ugers online rygtræningskursus. Forløbet er både vel kontrolleret og gennemtænkt, og du lærer at teste din ryg, så du altid kan følge med i, hvordan din ryg reagerer på øvelserne. Jeg anbefaler, at du clearer med din læge hvis:

 

  • Du er opereret i ryggen eller maven indenfor de sidste 3 måneder
  • Du har voldsomme rygsmerter, der ikke er undersøgt tidligere

 

Jeg anbefaler, at du akut søger læge hvis:

 

  • Du pludselig oplever problemer at at holde på vandet/ lade vandet
  • Du pludseligt bliver følelsesløs / får føleforstyrrelser på indersiden af lårene/i skridtet
  • Du får svært ved at kontrollere musklerne i dine ben

 

Kan jeg bruge øvelserne, når jeg har slidgigt i lænd og ryg?

De fleste mennesker med slidgigt i ryggen responderer rigtigt godt på både smidigheds- og styrkeøvelser. Træning er faktisk en vigtig del af behandlingen, når du har slidgigt. Som nævnt ovenfor lærer du at teste dig selv og din ryg, så du kun træner øvelser, der bedrer netop din ryg. 4 ugers kurset indeholder både smidigheds- og styrkeøvelser på forskellige niveauer. Start altid med de letteste øvelser, og test hvordan de påvirker din ryg. Hvis de bedrer din smidighed og dine smerter, kan du derefter afprøve de sværere øvelsesvarianter.  

 

Jeg har spondylolistese og arcolyse - kan jeg stadig lave øvelserne?

Som udgangspunkt JA. De fleste mennesker med spondylolistese bedres, når ryggen rundes/krummes. Det sker f.eks. når du laver en mavebøjning. En lille del af spondylolisteseramte har det dog omvendt, så de bedres, når ryggen svajes. Lige meget hvad, lærer du at teste dig selv, før du laver en øvelse. Efter du har lavet en given øvelse kan du teste dig selv igen, og således vurdere, om øvelsen har påvirket din ryg i en positiv retning.

 

Jeg har fået stivgjort 4. og 5. lændehvirvel - kan jeg følge kurset alligevel?

Lægen, der opererer dig, lægger altid en plan for, hvornår og hvordan du må bevæge ryggen efter en operation. Typisk har man "frie tøjler" til at bevæge ryggen frit efter 3 måneder. Ved enkelte operationer anbefales det dog, at begrænse bestemte bevægelser i op til 12 måneder efter operationen. Jeg anbefaler derfor, at du tjekker op med din læge, hvis du er opereret indenfor det sidste år. 

Hvis det er længere tid siden, at du blev opereret, er du velkommen på kurset. Du har behov for at holde ryggens øvrige led smidige og mave- og rygmuskler stærke, og det kommer vi ind på i løbet af de 4 uger. 

 
Kan jeg lave rygøvelserne, når jeg har prolaps i lænden?

Det afhænger helt af, hvor du er i forløbet med din diskusprolaps. Hvis den er opstået indenfor de sidste 3 måneder, er ryggen ofte så irritabel, at jeg vil anbefale dig at opsøge individuel, "live" rådgivning. Hvis din prolaps derimod er af ældre dato, eller du har været igennem et genoptræningsforløb, vil du oftest have glæde af øvelserne. Som nævnt ovenfor lærer du at teste din rygs smidighed OG smerter her på 4 ugers kurset. Når du har lavet en ny øvelse, kan du således teste, hvordan dine smerter og din bevægefrihed blev påvirket af øvelsen. På den måde kan du sortere i de øvelser, som du lærer, og kun lave øvelser, der bedrer din ryg. Smart, ik?

 

Spinal stenose - kan jeg bruge øvelser fra 4 ugers kurset?

De fleste med stenose vil kunne bruge én / flere øvelser fra kurset. Stenosen kan være mere eller mindre fremskreden, og i de sværeste tilfælde kan det være en udfordring at finde øvelser, der lindrer smerterne. Alle med stenose kan dog have glæde af den viden om rygsmerter, der formidles på kurset. Du lærer også at teste, hvilke øvelser, der påvirker dig positivt, og således får du en sikkerhed for, hvilke øvelser, der er bedst for netop dig.

 

Jeg har en scoliose - er øvelserne sikre for mig?

Jeps! Alle scolioserygge har glæde af smidigheds- og styrketræning. Men øvelserne skal tilpasses til dit niveau, og det er vigtigt at du noterer, hvilke øvelser der præcist påvirker dine gener positivt. Hvis du har læst resten af denne side, kender du efterhånden remsen: Du lærer at teste din rygs smidighed OG smerter her på 4 ugers kurset. Når du har lavet en ny øvelse, kan du således teste, hvordan dine smerter og din bevægefrihed blev påvirket af øvelsen. På den måde kan du sortere i de øvelser, som du lærer, og kun lave øvelser, der bedrer din ryg. 

 

Jeg har en Scheuermann - kan øvelserne minimere mine smerter?

Øvelserne giver dig større smidighed i ryggen, hvilket mange mennesker med Scheuermann kan have glæde af (hvis du vel at mærke udfører øvelserne de fleste af ugens dage). Det er derimod meget individuelt, hvordan øvelserne påvirker dine smerter - så det må komme an på en prøve :-) Som tidligere nævnt lærer du at teste dine smerter her på 4 ugers kurset. Når du har lavet en øvelse, kan du således teste, hvordan dine smerter blev påvirket af øvelsen. Øvelserne på kurset er særligt udvalgt, så de fleste kan laves på max. 5 min dagligt. Mit bedste råd er derfor, at du tester hver øvelse af i 4-5 dage og "måler på", om den enkelte øvelse påvirker dine smerter positivt. På den måde sikrer du dig, at du kun bruger din tid på øvelser, der påvirker netop din ryg positivt.

 

Jeg har Modic forandringer - kan øvelserne lindre mine smerter?

Nej, sandsynligvis ikke. Fra forskning og klinisk erfaring ved vi, at rygøvelser sjældent bedrer dine smerter, hvis Modic forandringer er en del af dine smerteproblemer (i nogle tilfælde forværrer rygøvelser dine smerter). Du kan derimod få glæde af den viden om smerter, som kurset indeholder samt info om, hvad du selv kan gøre for at optimere din livsstil.

 

Jeg har også piskesmæld - er kurset for mig?

Som udgangspunkt nej. Piskesmæld dækker over en række problematikker og smerter, der kan være mere eller mindre generende for den enkelte. Fælles for mange mennesker med piskesmæld er, at de har svært ved at løfte hovedet op fra gulvet (som man bl.a. gør, når man laver mavebøjninger). Mange tolererer også belastning på nakken dårligt (som f.eks. i bækkenløftøvelser). Førnævnte øvelser er en del af dette 4 ugers forløb, så derfor anbefaler jeg ikke, at du kaster dig ud i forløbet "på egen hånd". Øvelserne kan sagtens indgå i et godt genoptræningsprogram for piskesmælsramte, men så anbefaler jeg, at du bliver undersøgt og fulgt individuelt "live" af en professionel (fysioterapeut, kiropraktor, psykomotorisk terapeut eller lignende).